Spring til indhold

Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn

06.02.2018  10:53
Fransk sundheds- og plejepersonale kunne se interesseret med, da et indslag om ældrepleje i Danmark for nyligt blev vist i bedste sendetid på landets nationale tv-kanal. Danmark er nemlig blevet rollemodel for Frankrigs sundheds- og velfærdsområde, og den franske interesse i danske løsninger er stigende.

Frankrig er ved at tage hul på mange af de samme processer, som det danske sundheds- og velfærdsområde har gennemgået de senere år. Franske beslutningstagere er på udkig efter konkrete løsninger og praktiske erfaringer, og her står Danmark stærkt.

Danmarks ambassade i Paris har gennem en årrække arbejdet strategisk med at skabe interesse for den danske model på sundheds- og velfærdsområdet. Den danske kombination af at gøre ældre mest muligt selvhjulpne, at skabe gode arbejdsforhold for plejepersonalet samt at sikre kvalitet, patientfokus og omkostningsbevidsthed rammer netop ned i det, der optager franskmændene for øjeblikket.

Det kan danske virksomheder have gavn af, for indsatsen tilrettelægges i tæt samarbejde med erhvervslivet, så den danske model præsenteres som et hele, der hjælpes på vej af konkrete danske løsninger og teknologi, som understøtter omstillingen.

Det er franskmændene på udkig efter                                                                  
Eksportrådgiver Annette Bertelsen Arbes, som arbejder på ambassaden i Paris, forklarer om mulighederne for danske virksomheder i Frankrigs sundhedssektor:

”Der er en række fundamentale ændringer undervejs på det franske ældreområde. Franskmændene fokuserer på løsninger, der kan bidrage til at de ældre kan blive længere i eget hjem og på at give bedre arbejdsforhold for plejepersonalet. Dertil kommer løsninger inden for telemedicin, som stadig vinder større indpas i Frankrig.”

Hun fortæller, at der på sundhedsområdet de kommende år gennemføres en omfattende regional omstrukturering og sammenlægning af hospitaler. ”Dette betyder, at der sættes større fokus på effektivisering og nye processer, der særligt fokuserer på digitale løsninger,” siger Annette Bertelsen Arbes.

 

Vil du ind på det franske sundhedsmarked?
I maj samarbejder ambassaden i Paris igen med Dansk Rehab Gruppe og Healthcare Denmark om en dansk pavillon på Frankrigs største sundheds-og rehabmesse, Paris Healthcare Week. Her vil der blive præsenteret løsninger til ældre- og sundhedsområdet.

Den danske tilstedeværelse får stor opmærksomhed og kan være en uforpligtende mulighed for at etablere nye kontakter og indhente markedsviden gennem ambassaden, franske beslutningstagere og en række danske virksomheder, der allerede satser på det franske marked.

Hvis du ønsker mere information om ambassadens indsats på sundheds- og velfærdsområdet og mulighederne for at deltage i Paris Healthcare Week,
kan du kontakte eksportrådgiver Annette Bertelsen Arbes, ambassaden i Paris (+ 33 1 44 31 21 77 / annber@um.dk).